Radiometer blev etableret i 1935 af to nybagte civilingeniører, Carl Schrøder (1907-1964) og Børge Aagaard Nielsen (1909-1997). Virksomheden producerede oprindeligt måleinstrumenter til radioindustrien.
På opfordring af Carlsberg Laboratoriets forstander S.P.L. Sørensen udviklede de to iværksættere i 1937 PHM1,
et af verdens første elektroniske pH meter til bestemmelse af surhedsgrad.
Radiometer havde en større bygning på Bernhard Bangs Allé i Frederiksberg Kommune. Bygningen blev imidlertid bombet natten mellem den 31. juli og den 1. august 1943. Allerede 8. august kunne produktionen sættes i gang i de rum, der ikke var totalt ødelagt og i kælderen på den anden side af gaden. Her lå en villa på Emdrupvej 72, som man nogle måneder før havde købt med henblik på fremtidigt byggeri.
Da krigen sluttede, blev villaen revet ned, og den ny bygning blev bygget i perioden 1945-48.
Fabrikken på Emdrupvej 72 blev saboteret d. 10. april 1945. Bevæbnede sabotører trængte ind i virksomheden og stjal adskillige radioer. Efterfølgende sprængte man fabrikken, der blev totalt ødelagt.
I forbindelse med polio-epidemien i København i 1952 udviklede virksomheden i et tæt samarbejde med forskere på danske hospitaler apparater til diagnosticering af sygdommen[1], hvorefter virksomheden i 1954 påbegyndte produktion af medicotekniske apparater. Radiometers første medicotekniske apparat hed Astrup Apparatus E50101 efter idé af den senere professor Poul Bjørndahl Astrup. I 1973 introducerede Radiometer ABL1, verdens første automatiske apparat til måling af blodgas, der gør brug af en microprocessor.
Siden har Radiometer produceret en omfattende række af kliniske måleinstrumenter til analyse af blodprøver og udstyr til overvågning af kritisk syge patienter.
I 1964 blev Radiometer omdannet til et aktieselskab. I 1975 flyttede store dele af produktionen til Frederikssundsvej 265. Bygningen blev tegnet af arkitekt Mogens Black-Petersen. Hovedsædet og udvikling forblev på Emdrupvej 72. Siden flyttede firmaet jan. 1995 til Åkandevej 21, i Brønshøj til et hovedsæde også tegnet af Mogens Black-Petersen.
Omkring 1977 blev Radiometer splittet op i måleinstrumenter til radioindustrien og den medicotekniske del.
Radiometer blev derefter delt mellem tvillingebrødrene Johan Schrøder/Henrik Schrøder og Børge Aagaard Nielsen. Johan Schrøder tog den medikotekniske del Radiometer Medical. Henrik Schrøder og Børge Aagaard Nielsen tog måleinstrumenterne. Radiometer Electronics (RE) er nu lukket.
Radiometer Medical er nu overtaget af amerikanske Danaher Corporation, der senere har oprettet Danrad ApS.
På Radiometer lå der tidligere et pH reference laboratorium, nu flyttet til Danmarks Nationale Metrologiinstitut (DFM) i Lyngby.